I går fik jeg et nyhedsbrev fra SAXO, hvor jeg arbejder, hvor Kim, vores driftschef, fortæller om en række fejl, vi har haft i forbindelse med implementering af et nyt logistiksystem. Jeg bliver inspireret af, hvor åben han er om hvad der er sket – og det at han råder bod på fejlen.
Nyhedsbrevet er her:
Undskyld pakkerodet
Levering til tiden?
SAXO.com er en virksomhed i rivende vækst. Og netop på grund af denne vækst skiftede vi for nylig til et nyt pakkeri, DBK, der skulle ruste os til den positive udvikling.
DBK er Danmarks største bogdistributør og har derfor rigtig mange af forlagenes bøger på lager, hvilket betyder, at der kan leveres flere bøger på kortere tid.
Men det er ikke nogen enkel og let proces at flytte fra ét system til et andet. Det vidste vi, og for at imødekomme eventuelle problemer fik vi konsulenthjælp fra logistik-eksperter.
Så langt så godt. Men al begyndelse er svær, og vi har i den grad måttet se os slået af Murphy’s Lov: Alt hvad der kan gå galt, vil gå galt. Og det gjorde det. Måske har du slet ikke mærket til problemet, men mange kunder har.
DBK’s administrerende direktør har givet en teknisk forklaring på problemet, som kan læses her.
På trods af alle disse problemer står målet stadig fast: Hurtigere levering af bøger til dig. Og den gode nyhed er, at DBK nu ekspederer på fuld kraft.
For at markere, at driften igen er normal, vil vi give dig gratis fragt på dine bestillinger fra og med fredag den 25. september til og med mandag den 28. september.
Med venlig hilsen
Kim Holmgaard
Driftschef, SAXO.com
Jeg er selvfølgelig farvet, fordi SAXO er min yndlingsboghandler og -arbejdsplads – men jeg håber også, du synes det er godt.
Tags: Fejl, Kundeservice, Logistik, SAXO.com, Ærlighed