Her vil jeg skrive lidt om, hvordan du kommer i gang som ny på Twitter. Der kræves ikke nogen forkundskab til Twitter – vi tager den helt fra starten
Først lidt om Twitter. Twitter er et socialt netværk, som er baseret på, at man “følger efter” hinanden. På min startskærm har jeg en række beskeder – eller “tweets” – fra dem, jeg følger efter, og det samme har alle andre. Når jeg skriver en besked, kommer den frem hos dem, der følger efter mig, og de kan så kan svare på beskeden eller bare lade den flyde med strømmen. Man kan også skrive private beskeder.
Men lad os nu komme i gang:
1. Opret en Twitter-profil
Start med et oprette en Twitter-profil. Det gør du på twitter.com ved at klikke på Sign up now. Dit fulde navn kan enten være dit navn eller dit firmanavn. Det er det, der vises på din profil. Det kan du altid ændre senere. Dit brugernavn – eller “username” – er derimod noget vigtigere. Det er det, andre ser, når du skriver noget på Twitter, og det er også det, du linker til, når du vil gøre opmærksom på din Twitter-profil, f.eks. twitter.com/mashable – hvor “mashable” er brugernavnet. Du kan godt ændre dit brugernavn på et senere tidspunkt, men det er bedst at holde sig til ét, så folk kan regne med, hvem du er. Desuden vil tidligere links til din profil blive ugyldige, hvis du ændrer dit brugernavn. Så vælg et, du regner med ikke at ændre.
2. Følg efter andre på Twitter – og hvem skal jeg følge?
Hele filosofien bag Twitter er, at man følger efter andre. Det kaldes “to follow”. Når du ser en profil på Twitter, vil der også været et link til at følge efter personen – det hedder “Follow”.
Min anbefaling er, at du følger efter folk, som skriver noget, du kan bruge. Hvis du f.eks. er interesseret i sociale medier, kunne du følge efter Mashable på @mashable – Twitter-profiler har altid et @ foran sig.
Start med at følge efter dem, du kender (brug søgefunktionen), og når du bliver mere tryg ved det, kan du begynde at følge efter nogle flere – så får du også mere træning i, hvilke “tweets” (beskeder), der er værdifulde, og hvilke, der ikke er.
3. Hvad skriver jeg – og hvem er modtageren?
Du skriver en ny besked på din startside via tekstboksen i toppen af siden.
Mange, der er nye på Twitter, skriver om, hvad de har fået til morgenmad, at de er på vej til arbejde osv. Og det er helt ok – omend ikke så interessant for deres followers. Senere begynder man mere at skrive om, hvad man laver på arbejdet, tanker om noget, der vil interessere ens followers osv.
Husk, at du selv følger efter folk, som skriver ting, du synes er interessant. På samme måde vil folk også følge efter dig, hvis du skriver ting, de synes er interessant. Det kunne, som tidligere nævnt, være hvad du laver på arbejdet, dine tanker om et emne, et godt link el.lign. Husk på, hvem du skriver til – hvem der er dine followers.
Det kunne f.eks. være en ide at skrive seriøse beskeder 80% af gangene og lidt sjovere beskeder – f.eks. “jeg har lige spist sushi – lækkert” – 20% af gangene. Dine followers er jo mennesker – de kan også godt lide lidt sjov. Det skal bare ikke være det eneste, der skrives om.
4. Hvordan får jeg flere “followers” og deltager i samtalen?
Når du er kommet godt i gang på Twitter, du følger efter nogle folk og skriver regelmæssigt, vil du måske begynde at tænke over, hvorfor der ikke er flere, der følger efter DIG. Grunden kan være enkel: Du deltager ikke i samtalen. Twitter er én stor samtale, og det handler om at være med. Ud for hver Twitter-besked er der et link til at besvare beskeden. Brug denne knap, når du har noget at sige. Det behøver ikke altid være et dybt svar – et “godt gået” eller “det synes jeg også” kan være nok. På den måde gør du opmærksom på dig selv, og du vil se, at andre også begynder at følge efter dig. Det skal dog siges, at ofte kan blot det, at du følger efter en person være nok til, at de også følger efter dig – måske fordi, de synes, dine beskeder er interessante.
Igen – husk, hvem der er modtageren af dine beskeder – er det din mor, din chef, dine kolleger, eller dem, der arbejder med udvikling af nye biler? Når du kender modtageren, finder du også nemmere ud af, hvad du skal skrive.
5. Alternative Twitter-klienter
På et tidspunkt, når du har været på Twitter et stykke tid, begynder du måske at irritere dig over, hvor simpelt Twitter egentlig er. Der er ikke gruppe-funktioner, det er ikke nemt at have flere Twitter-konti osv. Men det er der råd for. Der findes nemlig masser af såkaldte Twitter-klienter – se en oversigt her – som bruger Twitters funktionalitet og udvider den.
En, du ikke finder på listen, er Brizzly, som er en online klient, der kører direkte i browseren, og efter min mening er den bedste, der findes. Lige pt. skal man, fordi den er ret ny, inviteres specielt for at få adgang. Skriv til mig, hvis du vil have en invitation.
Til slut
Det var lidt om, hvordan du kommer i gang med Twitter. Jeg håber, du har fundet indlægget interessant, og at det har kunnet hjælpe dig til at komme i gang – hvis du ikke allerede var det.
Har du flere spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive en kommentar, så vil jeg eller andre forsøge at hjælpe.
Tags: Sociale medier, Twitter