Hvordan skriver jeg mere kundecentreret?

Jeg vil her prøve at give nogle fif til, hvordan du kan komme til at skrive mere kundecentreret på din hjemmeside, i dine brochurer, dine breve, eller endda dine Twitter-beskeder.

1. Tag udgangspunkt i kunden
Det er kunden, du skal tilfredsstille. Hvad forventer kunden at finde på den side, du er ved at skrive? Prøv så kort som muligt at beskrive det, du tror, kunden vil forvente at finde. Er du i tvivl, kan du altid lægge et link ind til “Har du spørgsmål? Så skriv til os her” og tilpasse siden, hvis du får mange henvendelser om et bestemt emne. Skriv så kort som muligt – ingen af os har lyst til at læse side op og side ned for at finde det, vi søger.

2. Kunden er din ven
Med udgangspunkt i, at du selvfølgelig :-) har behandlet din kunde ordentligt, kan du også forvente, at kunden som udgangspunkt har en positiv indstilling til dit firma. Dine tekster må gerne være venlige – husk på, at kunden ikke har gjort dig noget. Jeg skriver dette, fordi vi ofte kan komme til at skrive i en nærmest defensiv tone, fordi vi er bange for, at kunden skal misforstå os, eller endda forvente mere af os, end vi kan tilbyde – f.eks. i forbindelse med en produktbeskrivelse. Brug gerne ordet “du”.

3. Kundecentreret tekstforfatning er en iterativ proces
Vi vil ofte gerne have det hele på plads i første forsøg. Det behøver du ikke. Skriv siden, som du synes den skal være i dag. I morgen finder du måske på noget nyt, der også skal med. Du behøver ikke at lave den perfekt i første forsøg – det er en iterativ proces, hvor du sagtens kan lave siden om mange gange, før du er helt tilfreds. Læs mere om iterativ udvikling.

Til slut
Jeg håber, disse få fif kan hjælpe dig til at skrive mere kundecentreret – hvis du ikke allerede gør det. Du får den måske ikke i hus i første forsøg, men øv dig i at skrive med udgangspunkt i kunden, husk at kunden er din ven, og at du ikke behøver lave det perfekt i første forsøg. Spørgsmål? Skriv en kommentar.

Tags: ,

Leave a Reply