Min kæreste og jeg skulle for nylig med toget fra København til Skanderborg. Vi bestilte billetten via DSB’s hjemmeside.
Vi valgte billettypen Print-Selv, da den virkede som den nemmeste at bruge.
Det var den også. Lige indtil jeg skulle have udvidet billetten for at kunne komme videre til Viborg. Det kunne ikke lade sig gøre, fordi vi havde valgt en Print-Selv billet, så jeg måtte betale fuld pris for turen fra Skanderborg til Viborg.
Hvad? Hvorfor skal jeg fratages mine rettigheder, udelukkende fordi jeg vælger en nyere billettype, som måske ikke er helt gennemtænkt?
DSB må have det problem, at billetten – fordi den udskrives på papir – vil kunne kopieres. Men hvorfor udstyrer de så ikke billetkontrollørerne med en stregkodescanner koblet til internettet, så de kan se, om billetten allerede er blevet brugt?
Jeg synes, det virker tåbeligt at tilbyde et nyt produkt, som ikke engang virker optimalt – så hellere vente.
Lad os tænke mere på kunderne, når vi skal designe nyt – vi er intet uden dem.
